Vær opmærksom på falske beskeder!

Som de fleste andre transportører og mange andre virksomheder bliver dao’s navn desværre af og til brugt til svindel, hvor bagmænd forsøger at få fat på kontonumre, adgangskoder og andre oplysninger, der kan bruges til svindel. Har du mistanke om, at du er blevet udsat for svindel, så kontakt din bank omgående.

Husk som hovedregel at

  • dao fungerer aldrig som en betalingsportal eller mellemhandler.
  • Vi sender aldrig e-mails eller sms'er ud omkring en handel og håndterer ikke ind-/udbetalinger mellem køber og sælger.
  • Modtager du en e-mail eller en sms hvor dao tilbyder dig sikker betaling, udbetaling af penge eller lignende kommer denne ikke fra os. Vi anbefaler derimod at du ikke åbner linket, men blot sletter beskeden.
  • Vi opkræver kun ekstrabetaling for fragten ved afsender -  og kun hvis fragten er købt direkte igennem vores hjemmeside, pakke.dao.as eller via vores daoAPP.
  • Den ekstrabetaling vi kan opkræve omhandler altid en pakke med et pakkenummer, der allerede er aktivt i vores system.

Sådan undgår du at blive ramt af fup sms eller e-mails

Vi oplever desværre i stigende grad at der udsendes falske sms og/eller emails, hvor afsender udgiver sig for at være dao. Her guider vi dig til, hvordan du kan undgå at blive snydt og tjekke om du har modtaget en falsk besked.

Tjek afsender

Når dao sender sms eller e-mails om din levering står afsender som ”dao”, ”DAO” eller ”DAO365”.

Hvis det er tale om en fup sms eller e-mail vil det ofte være underlige afsenderadresser, som er meget lange og komplicerede. Vær derfor på vagt hvis du modtager beskeder fra afsendere du ikke kender, og specielt med et navn, som ikke giver mening. Det bedste du kan gøre er at slette dem. Hold også øje med om mailadressen stemmer overens med afsenders navn. Hvis ikke den gør, kan det også være et sikkert tegn på at beskeden er falsk og du bør slette beskeden.

Vi oplever desværre også på sociale medier, at vores sider bliver kopieret og misbrugt. Vi poster aldrig links i kommentarer, vi poster kun links i de opslag vi laver. Tryk derfor aldrig på et link i en kommentar, selvom det ser ud til at komme fra os.

Hold øje med sproglige fejl og stavefejl

Indeholder beskeden mange stavefejl og mærkelige formuleringer, kan du være næsten sikker på at det er en falsk besked.

De falske beskeder opfordrer til at udlevere personlige oplysninger eller opkræve penge

Vær altid skeptisk, hvis en henvendelse opkræver personlige oplysninger, såsom bankkonto, personnummer eller kodeord. Klik ikke på nogen links og slet beskeden med det samme, hvis det ligner fup.

Brug daoAPP eller vores hjemmeside, hvis du er i tvivl

Brug altid vores daoAPP så du kan følge med, når der er en pakke på vej til dig. Når du modtager beskeder om din levering i daoAPP, kan du være helt sikker på de er fra os. Her på hjemmesiden, dao.as, kan du også altid søge et pakkenummer frem.

Du kan også med fordel hente information på sikkerdigital.dk. Her kan du læse mere om sikker brug af internettet, samt hvad du skal gøre hvis uheldet er ude.